En uges udsættelse

Well så går der lige en uge mere .... Skanningen i dag viste, at nogle forvirrede ægblærer under nedreguleringen var blevet til cyster på den ene æggesstok, og de skal væk, inden vi starter hormonstimuleringen. Så vi har fået en ny tid om en uge. Lægen forsikrede om, at det ikke var noget at bekymre sig om. Hvis de ikke er væk næste uge, ville hun punktere dem, så vi kunne komme videre under alle omstændigheder. Men lidt øv var det jo alligevel. Tålmodighed dit navn er ikke kvinde/Signe.

Jep så kom den første hedetur

For en frossenpind som mig var det interessant at sidde i et uopvarmet køkken i badekåbe her til morgen og kampsvede, mens manden rystede på hovedet, og sagde - nej der er ikke varmt herinde -tværtimod. Jeg knaldede vinduet op flåede kåbeærmerne op. pyhhhh. Så kære kvinder i overgangsalderen - jeg ved hvad I taler om ;o) Mit humør er dog fortsat nogenlunde normalt. Til tider lidt skarp og til tider lidt en drillepind kan jeg nok godt være, men hvis sandheden skal frem, er det vel ikke helt unormalt for mig. Selvom jeg jo er kendt for mit blide væsen sådan helt generelt ;o) På torsdag har vi tid på Riget til skanning, så må vi se, hvornår vi skifter fra nedregulering til æglægning, gok gok gok. God søndag.

Midtvejsstatus

Så er der faktisk gået en uge med Signe i overgangsalderen, og til min overraskelse har det såmænd ikke været så slemt endda. Vist følte jeg straks efter den første sprøjte en lille kilde indvendig blive fyldt med ubegrundet raseri og en ved siden af med ubegrundet fortvivlelse. Men de har ikke skvulpet over i væsentlig grad. Jeg er måske lidt mere pjevset, men alt i alt ok. Så det skal vi nok klare. Næste tid på Riget er den 29. sep. og forhåbentlig kan jeg snart herefter starte med hormonstimuleringen, så vi kan få lagt nogen æg. :o)

På sprøjten

Så er vi officielt i gang med vores første icsi forsøg. Vi mødte i går kl 13. på 7. sal på Riget, fik udleveret vores journal og blev sat til at vente. I ventetiden læste vi lidt i journalen, og det var faktisk overraskende interessant læsning. På et dokument kunne man læse, at manden hed Michael et eller andet.... På et andet dokument kunne man læse, at der var tale om en 30 årig mand... Misforstå mig ikke, Jan ku´da sagtens ligne en på 30, men altså hans cpr nummer fremgår af ret meget papir i den journal - og det var i øvrigt også opført på selve dokumentet. Anyway. I euforien over at være i gang, ser man jo gerne bort fra den slags småting. Blot håber vi meget på, at de har styr på "hvis æg der er hvis´es" og hvilke sædceller, der hører til hvilket æg???? Nå, men lægen var da meget sød og sygeplersken lige så. Vi fik ovenikøbet ros for at være sikre og afklarede. Nu skal jeg så sprøjte mig i maveflæsket en gang om dagen i to uger og hermed opleve, hvordan en overgangsalder føles. Helt seriøst, det er det, der sker ved nedreguleringen, som jeg nu er i gang med. Bivirkningerne kan være hovedpine, hedeture og humørsvingninger. Bliver interessant - og jeg undskylder på forhånd, hvis nogen i løbet af de næste par uger ufortjent får kappet hovedet af eller bliver verbalt overfaldet. Undskyld. Undskyld. Undskyld. Jeg har dog ikke mærket noget endnu. Men måske er jeg ikke den rette at spørge.

På vejen ud spurgte Jan om det hjalp at krydse fingre. Sygeplejersken svarede: ja - men ikke ben. Se det er god fertilitetsklinikhumor!

Signe som frømand - NOT

Jeg har netop været på to dages visit hos frømandskorpset. Det indebar overnatning i det fri (ved I hvor meget kryb der findes i en september-skovbund?, for det gør jeg nu), vin og snak i bålets skær, tidlig morgen med rød solopgang og absolut tysnat, et halvhjertet forsøg på at gennemføre frømændenes forhindringsbane (not a chance), live stratego, paintball og tilbudet om at springe i havnen fra 8 meters højde (nej tak). Så alt i alt et hyggeligt afdelingsseminar, hvor følgende kan bekræftes med 100% sikkerhed: Er ikke i besiddelse af et vildmarksgen eller et afslappet forhold til naturens små krybende medlemmer, en god fysik eller lyst og trang til at bevise mod overfor mig selv. Dog var det bestemt hyggeligt og interessant.

Bl.a. kan jeg konstatere, at jeg med held kan udføre hvervet som terrorist, der "beskytter" mine gidsler mod fremadstormende good guys. De fik kærligheden (og min gult skydende gun) at føle. Så kan de lære det. Til gengæld var jeg ikke lige så kæk, da jeg lå alene i min bivuak på et minimalt liggeunderlag og lyttede til skovens mange lyde og mere vildmarksegnede kollegaers snorken. For jeg begik den helt store brøler at afsøge mit territorium for kryb, inden jeg slukkede lommelygten for at sove. Ihhh hvor var de der alle sammen. Edderkopper, benkebiddere, ørntviste, biller - you name it Casa Signe had it. Men da jeg jo måtte konstatere, at de faktisk var der først, og at de var en hel del flere end mig, måtte jeg acceptere min skæbne. Og tro mig de gjorde ingen særlig stads ud af mig. Jeg blev flittigt benyttet som landingsplads og omfartsvej. Truth is, det blev ikke til meget søvn. Så det er nu officielt: Jeg er ikke en vildmarksperson, og jeg er sørme heller ikke frømandsaspirant. Men ok, så er jeg jo tilgengæld god til at producere notitser :o)

Det værste er......

Hvis jeg skal give et bud på, hvad det værste ved at være "forplantningshæmmet" er - må det blive angsten for, at det ikke lykkes. Det meste af tiden er jeg optimist - godt hjulpet af J, som jo er et vidunderligt positivt menneske. Jeg tænker for det meste - selvfølgelig lykkes det. Jeg laver jo gode æg, og der er også fine sædceller. Ganske vist ikke så mange, og måske er de heller ikke alle sammen lige atletiske. Men man skal jo bare bruge et par stykker, såhh det skal såmænd nok gå. Jeg har også fået en læge til på baggrund af alle relevante fakta at vurdere sandsynligheden for at det lykkes, og han sagde over 70% sandsynlighed. Så der er jo grund til at tro på det. Men der er altså dage. Der er dage, hvor tvivlen bare nager og gnaver og rumsterer. For hvad nu hvis det ikke går. Hvad nu hvis de lidt mindre end 30% risiko bliver til virkeligheden. Så er der langt op til overfladen. Det er svært at forklare - men jeg føler i de øjeblikke tydeligt, at det på mange måder er et biologisk behov, det der med at forplante sig. Intellektuelt er adoption en logisk løsning, og jeg kan også godt forestille mig at gøre det. Men følelsesmæssigt har jeg bare trang til at få et biologisk afkom. Det er sgu en drift mine damer og herrer, og jeg kan garantere for, at det er noget der rykker. Så når angsten for at det ikke lykkes kommer på besøg, så er jeg bare lille-bitte og bange. Godt at man så har en stor tryg favn af trøst og optimisme at krybe ind i. Og så kommer troen jo lidt efter lidt tilbage igen.