onsdag, maj 31, 2006

SLUT

I nat aborterede jeg - er ikke meget i tvivl om det. Vi er noget ærgerlige, og synes ikke det er retfærdigt. Men vi er stadig sikre på, at det nok skal lykkes. Vi kommer jo tættere og tættere på. Men trist er det.

søndag, maj 28, 2006

Hmmmm

Tak for jeres søde hilsner. Desværre har jeg i et par dage haft brunt udflåd, der minder om det, den sidste abort startede med. Så optimismen er dalet, selvom vi godt ved, at udflåd ikke nødvendigvis er så slemt.....

fredag, maj 26, 2006

93

Dagens blodprøve viste HCG på 93, og det var Riget tilfredse med. Jeg synes jo ikke rigtig, at det er en fordobling, som man siger skal ske på to dage, men de sagde, at det var godt nok. De gav mig en scanningstid til 16/6. I går aftes var der ellers panik på, da der kom noget lyserødt vædske ud. Vi blev rigtig kede, og troede alt håb var ude. Så holdt det op igen?? Nå , der er jo ikke andet at gøre end at vente og håbe, at blodet bliver væk. Tak for al Jeres støtte piger!

onsdag, maj 24, 2006

Well, så har vi påny en måsker. HCG er 56 og i betragtning af, at det kun er 13/14. dagen i dag, synes Riget det var fint. Men det er jeg jo - historien fra sidst taget i betragtning - ikke så overbevist om. Jeg tiggede mig derfor til en ekstra blodprøve fredag. Så kampen er endnu en gang sendt i overtid.

lørdag, maj 20, 2006

kursus og links

I ventetiden kommer der lige et venteindlæg. Jeg har jo været på lederkursus. I fire dage sammen med 23 andre nyudnævte eller kommende statslige ledere. Behøver jeg sige - der var kamp om pladsen forrest på scenen ;o).

Ganske interessant. Men også meget snakke, føle, snakke, føle.... Jeg synes måske simpelthen der var for lidt teori og og for lidt fokus på ledelsesværktøjer. Nå men alt i alt var det en ganske god oplevelse, og jeg er mindst lige så træt som efter en turbouge på 60 timers benhårdt arbejde.

En helt anden ting, jeg lige kunne spørge til her, mens der ventes. Hvordan laver I links??? Jeg har forsøgt at kopiere noget, men der komme ikke noget frem på siden. Nogen der kan hjælpe?

torsdag, maj 11, 2006

spunky på plads

Nå, ved nærmere eftertælling var der så 15 æg. 14 blev befrugtet, og af dem havde 8 delt sig. 7 af dem havde delt sig regelmæssigt. Derfor rådede de igen til ét æg, idet de hårdnakket hævder, at 1 friskt æg + et fryseæg giver lige så god chance som 2 friske - bare uden tvillingeriskoen for - for tidlig fødsel, komplikationer og en besværlig graviditet. Så nu ruger jeg på et præmie 4-cellet. Laboranten forklarede beroligende, at det var så fint, at det var lige til en lærebog i ægdeling og udvikling. Så spunky er smidt tilbage i hulen, så må vi se om den hægter sig ordentligt fast denne gang. Blodprøven er den 24. - Ellers er der 6 æg på frys.

tirsdag, maj 09, 2006

14


Dagens høst blev sørme 14 æggebasser. Nu må vi se, hvor mange der er store og modne og regelmæssige og alt det der. Er noget øm i understellet, men det går jo over..... Lige nu er vi bare tilfredse med de 14, som de nu har befrugtet. På billledet - man ser hvordan ;o)

lørdag, maj 06, 2006

Status

Status er at æggene skal ud tirsdag og op torsdag. Det passer af HT i forhold til arbejdet. (Som den vakse læser vil vide, er Irak en del oppe i tiden) Men det er der jo ikke noget at gøre ved.

For de særligt interesserede kan jeg oplyse, at der var 2 æg på 17 mm, 2 på 16, 1 æg på 14, 2 æg på 13 og 5 æg på 12 mm.