torsdag, februar 23, 2006

Fryseforsøg

Marts bliver en rejse- og fryseforsøg måned. Vi har to æg på frys, som skulle være prima kvalitet. Odd´sene er 50% chance for at æggene overlever og deler sig, som de skal, efter optøningen - og samlet set er der 10-15 % chance for gevinst. Jeg skal skannes 1. marts, for at se om systemet er klar. Mon ikke æggene så tøes op omkring den 4., og hvis de overlever, bliver det nok ægoplægning den 5. eller så. Det betyder testdato, efter jeg kommer hjem fra Irak men før Grønlands- og Mexicoturen. Lad os håbe på en blind passager på de sidste to rejser ;o) Ellers er jeg/vi ved at være kampklar/e til endnu et forsøg forfra. Det vil i givet fald rulle over skærmen fra midt i april (hvis vi kommer til uden at blive afvist).

onsdag, februar 15, 2006

Om jeg fatter det!

Når man er barnløs, er det rigtig fedt at have nogle fora, hvor man kan snakke nedreguleringssymptomer, ægløsningssprøjter, HCG-tal, cyster, scanninger, ventetidsfnidder, ægscore og sædmortilitet. For let's face it - der er nok ikke så mange ude på den anden side af hegnet (der ude hvor der er masser af bløde babier) der gider debatere i evigheder om disse - for os - så vigtige emner. Der er flere gode, og jeg deltager både på et stort offentligt forum og eller mindre lukket ét. Det sidste er rigtig givtigt og fint. Det er det store som regel også, men her sker det desværre jævnligt, at folk kommer op at toppes - altså elektronisk. Tro det eller lad være folk rå-skændes og bliver lede overfor hianden over alt muligt. Så synes nogen, at dem der har et evt. ivf-barn og arbejder på nr. 2 ikke er "rigtige barnløse", så synes nogen andre, at nogen tredje er bedrevidne eller blander sig i for meget. Jamen altså, at man gider skændes med folk, man ikke kender, om ting man ikke behøver at engagere sig i. Jeg mener, hvis man bliver stødt over noget så lad være med at læse videre. Det er lidt ligesom det der med at blive fornærmet og hidse sig op over noget i fjernsynet. Jamen så sluk dog. Nå, men tilbage til de her fora. Det jeg vil sige er, når de er gode, er de guld værd, som sted, hvor man uhæmmet kan dyrke sin interesse i - nå ja i at blive mindre barnløs. Derfor er det bare så ærgerligt, når der går gok gok gok i den. Undskyld hvis det er kønskrænkende, men nogen gange - kvinder altså ;o)

søndag, februar 05, 2006

Hvad er det her for en verden??


Jeg skal først beklage, at der ikke sker så meget på Vesterbro i øjeblikket. Men fertilitetsbehandlingen er jo sat i bero en måneds tid - og verden er gået af lave... Så jeg skal lige have afløb for tankerne i den anledning: Jeg har været fungerende kontorchef i denne uge, og vi har haft så vældig travlt på grund af de hersens Mohammad tegninger. Vores soldater og observatører, der er sendt ud for at bringe fred og sikkerhed rundt om i verden, mødes med trusler om angreb og med en Fatwa. Efterretningstjenesten har arbejdet på højtryk, og vi har løbet rundt for at følge med kravene om informationer fra Udenrigspolitisk nævn, ministre, omverden, medierne osv. I det lidt bredere perspektiv ser det om muligt endnu værre ud, end i vores lille forsvarspolitiske: Vores ambassade og konsulat, vores flag og symboler er i brand rundt omkring i verden, og der er kampe i Københavns gader........... FOR HVAD? Nogle ubetænksomme karrikaturtegninger i en uafhængig dansk avis, og så er der pludselig millioner af mennesker, der ser vores land og vores folk som ondskaben selv. Man spørger sig selv: Hvor er proportionerne, og hvordan kan det gå så meget amok? Statsministeren skulle måske nok have taget det møde med ambassadørerne i november. Men mon det havde hjulpet for alvor? Svært at vide. Droningen, statsministeren, Paven og vores soldater er blevet afkrævet undskyldninger - men hvordan kan man med selvrespekten i behold sige undskyld for noget, man ikke har haft kontrol over eller ansvar for? Den er svær. Noget der nok er givet er, at herboende muslimers ophidselsesrejse til Mellemøsten ikke har hjulpet - for nu at sige det mildt. Især når de vælger at vise billeder af profeten, der ikke en gang har været vist i avisen. Billeder som er langt mere fornærmende end dem, der blev trykt. Det er da helt uacceptabelt.

Selvfølgelig skal der være respekt om religion og religiøse følelser, også Islam. Og tegningerne i JP var da ikke særlig hensigtsmæssige. Jeg synes på sin vis, at politiske protester over dem er helt i orden. Det er en acceptabel reaktion, at man bruger sin ytringsfrihed til at gøre opmærksom på, at man er krænket. Boykot af danske varer er også en reaktion, jeg kan acceptere. Selvfølgelig er det ikke Arla's skyld, at JP har bragt nogle tegninger, som har krænket muslimers følelser. Men vi skal jo huske på, at vi f.eks. boykottede fransk vin efter atomprøvesprængninger i sin tid. Det var vist heller ikke vinbøndernes ansvar. Det er ok, at man skal have afløb for sine følelser og holdninger, når man føler sig trådt over tæerne. Men altså volden, ondskaben og hadet. Det er uacceptabelt, ude af kontrol og helt ude af proportioner. Desværre ved jeg ikke, hvordan det kan vendes. Man kan frygte, at der er sket ubodelig skade. I hvert fald har det styrket både de ekstreme højre og de ekstreme muslimske kræfter i vores land, og det er jo begrædeligt. Det vi har brug for er moderation. Denne uge har været skrækkelig og ildevarslende. Jeg håber ikke det fortsætter. Nå nu vil jeg stoppe mine udgydelser. Men også jeg har brug for afløb... Jeg håber I bærer over.