Endelig lidt overskud til et indlæg. Det har været længe undervejs. Men der har været så meget. Jeg har været syg, og har stadig noget bøvl med irriterede luftveje osv. Jeg har været en del ude at rejse med jobbet. Og så er der Mathias, men ham kommer vi til senere.

Vi har også brugt mange kræfter på at vælge land. Puha der er mange ting at tage med i afvejningen: Alder. Hvor store er børnen "typisk" fra de enkelte lande? (Vi tror (og har læst os til) at jo yngre børnene er, når de adopteres, jo lettere bliver det generelt for dem at falde til og knytte sig til os og vores familier og omgangskreds.) Der er selvfølgelig ingen garantier, og vi er selvsagt helt klar til at elske et barn på 4 mdr. eller 3 år. Men der er ret stor forskel på, hvor store børnene er fra land til land, når man kan hente dem. Etnicitet: Hvilke børn får mon færrest knubs i et ikke altid lige åbent og tollerant DK? Ventetid: Mange ventelister er oppe på 3 år og derover. Det er for længe. Det måtte jo gerne være sket for 5 år siden :o) Landet: Et sted som man helst skal synes er spændende og have lyst til at tale pænt og respektfuld om. Stabilitet: Nogen ventelister kommer der så få børn til, at ventetiden reelt er uforudsigelig. Den er altid bare et skøn, men på hvilke er der et vist flow, der giver en vis sikkerhed for, at der kommer et barn (eller 2) til os, inden for en overskuelig tidshorisont?

Så med mange samtaler, pro's and con's, standpunktsændringer, statistik sammenligninger, samtaler og flere samtaler er vi endt ved: ETIOPIEN. Hvorfor? Skønne nougatfarvede cuties med store smukke brune øjne. 1 - 1/12 års estimeret ventetid. Et stolt og smukt - men uendeligt fattigt land, hvor der er uhyggeligt mange børn, der trænger til en ny start.

Og så var der det, jeg skulle komme tilbage til. For der er også sket noget andet stort. Min nevø Mathias er kommet til verden for 3 mdr. siden. Og han er overvældende. Jeg ELSKER den dreng. I får lige et billede. Så I kan se, hvad jeg mener ;o)