status 2012

Bloggen har tydeligvis ikke den relevans, den havde, mens vi ventede på - og kæmpede for at få børn. Indlæggene er blevet færre og færre over tiden. Så jeg har jo overvejet, om den helt skulle nedlægges. Men et eller andet sted, synes jeg det ikke. Den er en dokumentar om vores kamp for at få børn, og hvordan det endte med tvillinger, lykke og kaos. Måske kigger gamle lidelsesfæller en gang i mellem ind. Måske falder andre barnløse over den, og finder opmuntring i, at adoption også kan være en dejlig måde at få børn på. Måske er den bare god at have som referencedokument over en vigtig fase i vores liv. Så indtil videre bliver den... Tvillingerne er nu store, frække, glade, krævende - og det bedste, der nogen sinde er sket for os. De er 3 1/2 år - og fulde af liv, energi, temperament og kærlighed. Lige inden de sov i går, hviskede jeg til Mikkel: Jeg elsker dig så meget. Han nikkede med lukkede øjne, og faldt straks i søvn med et lille næsten usynligt smil om munden. Sophia sov ikke endnu. Hun lå mellem os og holdt godt fast i min hånd, mens hun havde en arm rundt om Jans hals. Så sagde hun: Jeg elsker min far. Pause. Jeg elsker min mor. Den slags øjeblikke er bare det HELE værd. Tårene, ventetiden, smerten, de bristede håb. De er det værd. Punktum. Jeg er bare så glad for, at vi fik taget beslutningen om adoption i tide. Trangen efter et biologisk afkom er helt væk, der er intet savn og ingen sorg over, at "lille Signe" og "lille Jan" ikke blev til noget. Og jeg er så glad for, at det blev præcis Mikkel og Sophia, som blev vores rollinger. Det er som det skal være :o)