Dagligdag

Ja det er nok ikke en stor overraskelse men dagligdagen går med fodring, bleskifter, legestunder, hyggestunder, ture med barnevognen, trøsteture og mere af samme. Så jeg vil nøjes med at dokumentere med nogle billeder af poderne...

hjemme...

Så er vi endelig hjemme,og vores nye liv kan begynde :o)

Sophia er kommet af med diarréen, og hun er nu i storform. Hun klukler, charmer og pludrer i et væk, og er aldeles sød (hvis mor selv må sige det). Vi træner med hende, når vi kan, og synes også hun viser interesse for at komme videre motorisk. Hun sidder efterhånden ganske pænt selv, og hun spiser også nok. Hun eeeelsker at blive nusset og være i favn, og det nyder de gamle sådan set også. Så mangler vi bare at få gennemtrumfet noget søvn på de af forældrene autoriserede tidspunkter.

Mikkel brormand er stadig en solstråle det meste af tiden. Han er glad, kærlig, energisk og fremmelig. Han har dog tit et udfald sidst på eftermiddagen og først på aftenen, hvor han vil op og ned, frem og tilbage, til højre og til venstre på en gang, uden at noget af det rigtig gør ham tilfreds. Men det er nok ikke så unormalt. Det er især, hvis der er sket en masse, og han har fået en masse indtryk. Samtidig tager det et stykke tid at få børnene til at acceptere, når det er sovetid. Man skal nok ikke undervurdere betydningen af, at der altså er sket virkelig meget for dem begge på ganske kort tid, og at de før det ikke oplevede en hujendes fis. Skift af land, klima, social situation, omsorgspersoner og hverdag er en ordentlig omgang for sådan en halvstor bebs.

Den alternative fødselsberetning 2

Hjemme igen med Mikkel og Sophia. Dejligt, men desværre er starten ikke blevet helt som håbet. VI er indlagt på Hvidovre, fordi tøsen har nogle infektioner. Men I skal da ikke snydes for den alternative fødselsberetning version2

Kl. 10:00 d. 27. hentede DA kontaktperson os paa Biruk Guesthouse med chauffoer. "Any questions?" var hendes lidt sparsomme bidrag til konversationen den dag, men vi var spaendte som flitsbuer og havde store drager (mere end bare sommerfugle) i maven, saa vi rullede forsigtigt afsted paa de hullede veje gennem mere og mere fattige kvarterer, indtil vi krydsede en stor vej og koerte 50 meter ind ad en grusvej og stoppede foran en lukket, blaa blikport, der afgraensede HOPE børnehjemmet - meget fattigt, trist og spartansk - Meget... Vi blev vist ind paa et lille kontor, der laa side om side med 3 bittesmaa rum i hvilke det desvaerre ikke lykkedes os at lokalisere vores "Fekaduser" i forbifarten. Kort efter sagde lederen, Kalkidan, at "They are bringing the children" og vi kunne skimte en plejer gennem venstre oejenkrog baerende paa en Fekadus.

Hun kom saa ind i rummet med Fekadu (med tryk paa KA og a udtalt som i Armstrong)

Jan, som sad nærmest døren fik endelig endelig sin lille søn i armene, og det var svært at holde tårerne tilbage. Førend vi havde hilst ordentligt paa den lille fyr, kom den endnu mindre Fekadus-version, hans "lille"-soester, og Signe fik det yndigste lille pus i armene med baevende hjerte. Behoever nok ikke sige, at det var 2utroligt roerende og unikke oejeblikke.

Børnene tog det i stiv arm, de kiggede paa os og pillede ved haar, fingre og fars ur. Vi var nok knap saa cool, i hvert fald var der dømt våde øjne og store smil, naar de to sæt store runde brune øjne borede sig ind i vores.

Vi sad med "duserene" i armene og stirrede i deres smukke øjne i over 1/2 time uden som sagt at lave meget andet end at snakke blidt til dem og lade dem fornemme vores kærlighed til dem og opleve deres dybe og lidt graenskende blikke.
Efter 30-35 minutters intenst samvær tjekkede begge boern ud og faldt i soevn i armene paa deres prisgivede foraldre. De sagde ingenting, men de følte sig vist godt tilpas da de faldt stille i søvn. SUK !

Så hentede plejerne de smaa og puttede dem i seng, og vi snakkede lidt med Kalkidan om deres ankomst og om deres moder og lidt om deres vaner paa børnehjemmet mht. sovetider, mad og dagligdag. Deres hverdag foregik i smaa traesenge i værelser paa 10-11 kvadratmeter med 6 små senge i hvert af de 3 aldersopdelte rum. Udenfor var en lille gård med gyngestativer, som mest bev brugt til at tørre tøj paa. I gården var der ogsaa parkeret 1-3 biler, saa legepladsen var begæenset, og lejetøj så vi ikke noget af på trods af de talrige donationer/gaver, vi ved kommer strømmende med danske og andre nybagte forældre. I det hele taget var der mange deprimerende aspekter ved det hele, men adoptionssystemet inklusive dette lidt trøstesløse børnehjem havde altsaa reddet livet paa vores 2 elskede Fekaduser, saa de dårlige indtryk gled i baggrunden for de fantastiske nye foelelser og oplevelser, der var startet sammen med vores 2 meget små boern og starten paa et helt nyt liv for os.

her er basserne i Etiopien