onsdag, august 20, 2008

Samtalen


er overstået. Lægen - altså Ole Bjarne - tror stadig på det -og mener at mulighederne fortsat er gode. Han foreslår dog, at vi fortsætter af et lidt andet spor. (Mere herom kommer sikkert senere). Det prøver vi så i en tid. Intet skal være uforsøgt. Men vi har sat en tidsfrist. Er der ikke sket noget godt inden 1.feb. Så er det nougat-baby og guldklump-import, der står på dagsordnen - full speed. Tænker allerede i landevalg osv. Men det andet skal have en chance også. Så kan vi med fred i sindet sige, at vi har gjort hvad muligt var. Vi skal i øvrigt på andet kursus i weekenden.
I får lige et billede fra den jyske natur og af det danske sommervejret. (Indskud: De sidste to uger på arbejdet var varme og solrige. Den første dag i min ferie var den første regnvejrsdag - det har så stået på i stort set 3 uger. På mandag skal jeg tilbage på jobbet. Der lover de påny sol og varme... Hvem sagde bittert?)

mandag, august 11, 2008

update


Det er vel tid til en update. Den deler vi op i to, for vi er jo i den situation, at vi er i to forløb.


Vi var i weekenden til første del af adoptionskurset. Det var intenst og hårdt, synes jeg. På den ene side føler vi os bedre rustet, på den anden side var det også hårdt at se og høre, hvordan de her små brune guldklumper har startet livet. Men alt i alt var det en ok oplevelse, måske især at møde en gruppe mennesker, som vi på mange måder deler situation med.

Ang. fertilitetsbehandlingen så har vi fået en tid hos Ole Bjarne på Riget på fredag. Her skal vi tale om, hvorvidt vi skal fortsætte behandlingen. Mht sidste forsøg må vi konstatere, at det stadig ikke kan kaldes afsluttet. Blodprøven jeg fik taget for ca. 10 dages siden var kun faldet fra 43 til 39 på lidt over en uge. Derfor ville jeg lade det gå en god uge igen inden næste BP. Jeg tog så en test i går for at se, om HCG var ved at være ude af kroppen og om det derfor var tid til BP. Men nej. 2 fine streger. Faktisk ser det ud som om, HCG måske er steget. Så frygten for graviditet uden for livmoderen og for udskrabning blomstrer....


Herudover holder jeg ferie. Det trængte jeg til. Jeg tager det roligt, har været i Jylland, ser OL og forsøger at genoprette lidt kondition... ;o)