Hvad faen Anders!
Midt i en travl uge gik tiden pludselig i stå. Torsdag dumpede en mail ind med overskriften dødsfald. Desværre indeholdt den meddelelsen om, at en god kollega var død. Anders var en rar, dygtig, humorisktisk, beskeden fyr omkring 30-35 med kone og to små børn. Jeg kunne vældigt godt lide Anders.
Detaljerne siger, at han hoppede ud fra Stevns klint efter at have kørt børnene i børnehave/vuggestue. Som lyn fra en klar himmel for os andre. Godt nok var der meldinger om, at der var problemer i ægteskabet. Men hvordan hulen kommer man frem til, at det nok er det bedste, at man står helt af. Altså når man har to små børn, hvordan kan man så vurdere, at det er bedst man ikke er der for dem??? Jeg forstår det bare ikke.
Men Anders du må jo have lidt af en voldsom depression, siden du er kommet til den ulykkelige konklusion. Jeg forstår det ikke, og jeg begræder, at du ikke har søgt hjælp til at komme ud af den sorte sky, du åbenbart levede under. Det virker helt meningsløst, du. Men du må jo have haft dine grunde.
Sender dig en tanke, mens en tåre triller.