Hvad faen Anders!
Midt i en travl uge gik tiden pludselig i stå. Torsdag dumpede en mail ind med overskriften dødsfald. Desværre indeholdt den meddelelsen om, at en god kollega var død. Anders var en rar, dygtig, humorisktisk, beskeden fyr omkring 30-35 med kone og to små børn. Jeg kunne vældigt godt lide Anders.
Detaljerne siger, at han hoppede ud fra Stevns klint efter at have kørt børnene i børnehave/vuggestue. Som lyn fra en klar himmel for os andre. Godt nok var der meldinger om, at der var problemer i ægteskabet. Men hvordan hulen kommer man frem til, at det nok er det bedste, at man står helt af. Altså når man har to små børn, hvordan kan man så vurdere, at det er bedst man ikke er der for dem??? Jeg forstår det bare ikke.
Men Anders du må jo have lidt af en voldsom depression, siden du er kommet til den ulykkelige konklusion. Jeg forstår det ikke, og jeg begræder, at du ikke har søgt hjælp til at komme ud af den sorte sky, du åbenbart levede under. Det virker helt meningsløst, du. Men du må jo have haft dine grunde.
Sender dig en tanke, mens en tåre triller.
posted by Signe og Jan @ 29.4.06
7 Comments:
Føj, den var barsk. Tror ikke man kan forstå, hvorfor folk gør sådan noget. Tror simpelthen, de er så syge, at de slet ikke kan tænke og analysere som et normalt menneske.
Men det kan alle dem, som bliver ladt tlbage jo. Og de kan så stå der med deres sorg, tanker og fortvivlelse uden at kunne forstå noget som helst.
Puha. Synd for Anders, men værst for hans efterladte, helt uskyldige familie!
Kh Stina
Pyyh den er hård... jeg kan jo så tale med af erfaring her. Når man er så deprimeret føler man (irrationelt eller ej) at verden ville være bedre tjent uden én. Man er sikker på, at man bare er i vejen og ødelægger dem man elsker. Man føler, at man ville gøre dem en tjeneste. Når man kommer ud af tågerne igen er det svært selv at forstå, at man kunne tænke sådan.
Det værste er, at man ikke engang behøver at være meget syg, som FrøkenHat siger, bare meget, meget ked af det. Og så skal man huske på, at depression i sin værste form i høj grad er kemi... eller ubalncer i samme. Jeg bliver altid sådan list ked af det, når selvmordsofre bliver kategoriseret som egoistiske etc. for de er jo ofre for noget som de ikke kan styre. De kan ikke bare tage sig sammen og se at de andre har brug for dem. Det er ligesom når man har en spiseforstyrrelse - det er spiseforstyrrelsen/depressionen der styrer mennesket og ikke omvendt. Jeg tror ikke der er ret mange der begår selvmord for at bevise en pointe... eller for at "straffe" nogen.
Puha, hvor måtte jeg kæmpe med tårene da jeg læste dit indlæg. Jeg håber det bedste for Anders' familie og venner.
Kærlig hilsen
Solsikke
Ja den er besk. Jeg tror, at du har ret søs, jeg har selv lidt af anoreksi, og ved godt at jeg ikke opførte mig fornuftigt eller rationelt. Men det er jo bare så trist, at sådan en som Anders ikke har fået noget hjælp, altså jeg mener antidepressiv medicin, så den kemiske ubalance kunne afhjælpes.
Stakkels stakkels unger. Jeg bliver så vred på selvmorderer.. netop fordi der står uskyldige ofre tilbage. Men vreden kan man jo ikke bruge til noget. Jeg tror som de andre, at en depression .. at tankerne kan være for meget - for store.. men hvor er det tragisk!
mange hilsner
Pernille
Sikke en melding. Det er virkelig svært at forstå, at man kan komme frem til konklusionen: "det er nok bedre, jeg ikke er her længere..." Især når han havde 2 små børn.
Jeg føler virkelig med hans børn, der nu skal vokse op uden en far!
Send en kommentar
<< Home