Signe som frømand - NOT

Jeg har netop været på to dages visit hos frømandskorpset. Det indebar overnatning i det fri (ved I hvor meget kryb der findes i en september-skovbund?, for det gør jeg nu), vin og snak i bålets skær, tidlig morgen med rød solopgang og absolut tysnat, et halvhjertet forsøg på at gennemføre frømændenes forhindringsbane (not a chance), live stratego, paintball og tilbudet om at springe i havnen fra 8 meters højde (nej tak). Så alt i alt et hyggeligt afdelingsseminar, hvor følgende kan bekræftes med 100% sikkerhed: Er ikke i besiddelse af et vildmarksgen eller et afslappet forhold til naturens små krybende medlemmer, en god fysik eller lyst og trang til at bevise mod overfor mig selv. Dog var det bestemt hyggeligt og interessant.

Bl.a. kan jeg konstatere, at jeg med held kan udføre hvervet som terrorist, der "beskytter" mine gidsler mod fremadstormende good guys. De fik kærligheden (og min gult skydende gun) at føle. Så kan de lære det. Til gengæld var jeg ikke lige så kæk, da jeg lå alene i min bivuak på et minimalt liggeunderlag og lyttede til skovens mange lyde og mere vildmarksegnede kollegaers snorken. For jeg begik den helt store brøler at afsøge mit territorium for kryb, inden jeg slukkede lommelygten for at sove. Ihhh hvor var de der alle sammen. Edderkopper, benkebiddere, ørntviste, biller - you name it Casa Signe had it. Men da jeg jo måtte konstatere, at de faktisk var der først, og at de var en hel del flere end mig, måtte jeg acceptere min skæbne. Og tro mig de gjorde ingen særlig stads ud af mig. Jeg blev flittigt benyttet som landingsplads og omfartsvej. Truth is, det blev ikke til meget søvn. Så det er nu officielt: Jeg er ikke en vildmarksperson, og jeg er sørme heller ikke frømandsaspirant. Men ok, så er jeg jo tilgengæld god til at producere notitser :o)