Det værste er......

Hvis jeg skal give et bud på, hvad det værste ved at være "forplantningshæmmet" er - må det blive angsten for, at det ikke lykkes. Det meste af tiden er jeg optimist - godt hjulpet af J, som jo er et vidunderligt positivt menneske. Jeg tænker for det meste - selvfølgelig lykkes det. Jeg laver jo gode æg, og der er også fine sædceller. Ganske vist ikke så mange, og måske er de heller ikke alle sammen lige atletiske. Men man skal jo bare bruge et par stykker, såhh det skal såmænd nok gå. Jeg har også fået en læge til på baggrund af alle relevante fakta at vurdere sandsynligheden for at det lykkes, og han sagde over 70% sandsynlighed. Så der er jo grund til at tro på det. Men der er altså dage. Der er dage, hvor tvivlen bare nager og gnaver og rumsterer. For hvad nu hvis det ikke går. Hvad nu hvis de lidt mindre end 30% risiko bliver til virkeligheden. Så er der langt op til overfladen. Det er svært at forklare - men jeg føler i de øjeblikke tydeligt, at det på mange måder er et biologisk behov, det der med at forplante sig. Intellektuelt er adoption en logisk løsning, og jeg kan også godt forestille mig at gøre det. Men følelsesmæssigt har jeg bare trang til at få et biologisk afkom. Det er sgu en drift mine damer og herrer, og jeg kan garantere for, at det er noget der rykker. Så når angsten for at det ikke lykkes kommer på besøg, så er jeg bare lille-bitte og bange. Godt at man så har en stor tryg favn af trøst og optimisme at krybe ind i. Og så kommer troen jo lidt efter lidt tilbage igen.