Overlevelse - artens, elefantens og øhh vores

Inspireret af megen klog snak rundt omkring i blog verden - og i mangel på nyt at berette, vil jeg være lidt polemisk på denne søndag aften. Det drejer sig om: da, dadada, da, da: Fertilitetsbehandling. (Overraskelsens sus går gennem publikum.) Nå - here goes: Hvert 5. par har problemer med at få børn. 20% - folkens! Det er mange. Men hvis problem er det egentlig? Nogle vil mene, at barnløshed er et luksusproblem, og at folk (vi) selv må betale. Tja. Et luksusproblem måske nok i den forstand, at vi nok godt med nogen møje kunne skrabe de 40 000 sammen, sådan en omgang koster. Men et luksusproblem er det vel egentlig ikke for samfundet. I en tid hvor fødselstallet i forvejen ikke er nok til at reproducere befolkningen, er det vel et reelt problem, at mange, og ikke mindst mange af de veluddannede, der har været så bagklogsdumme at vente til sent med at opdage, at de er forplantningshæmmede, har svært ved at reproducere sig? Vi bliver færre og færre, og samtidig afviser vi blankt at lade folk flytte hertil. Luksusproblem? Andre mener, at fertilitetsbehandling er at fifle med naturen - måske ovenikøbet at det er at gå i mod Guds vilje. Well, det med naturen er jo svært at afvise - men det er samtidig et ret dårligt argument i mod behandling. Tænk en gang på, hvad vi ellers går og gør og - med god grund -betragter som rettigheder og fremskridt: Vi skifter organer ud, vi laseropererer øjne, vi bruger p-piller, vi snører mavesække sammen, vi udstyrer folk men kunstige arme og ben og indopererer søm og møtrikker og pace-makere - ja listen er lang - og heldigvis. Vi fifler lystigt med naturen, og det med god grund!

Og så til Guds vilje. Er det mon at gå mod Guds vilje at få børn v.h.a. kunstig befrugtning? Ahj, hold nu op Moses Hansen. Gud udstikker vist ikke fertilitetskarakterer til hver enkelt. Er det f.eks. Guds vilje, at pædofile eller tunge narkomaner får børn? Og at vi ikke gør? Nej vel. Jeg tilskriver det forurening, genetik, hormonpåvirkende stoffer, thalater, tilfældigheder, tiden og ikke mindst sort sort uheld. Så som den opmærksomme læser vil have fanget, er min holdning klar: Fertilitetsbehandling er i samfundets interesse. Det er etisk interessant, det er hårdt og stresende for de implicerede, men det er i bund og grund - kort og godt - nødvendigt. Som en lidt melodramatisk afslutning beder Jan mig fra sidelinjen om at huske elefanten. Ikke at det direkte passer ind her - og så alligevel. Historien vidner i hvet fald om, at naturen er grusom og ikke særligt i orden, nogen gange. I fredags sad vi og så et naturprogram om løver. En bihistorie var om en lille elefantunge, der var blevet forældreløs. Den lille unge forsøgte at indynde sig hos nogle af de andre voksne elefanter. Den ville gerne adopteres. Men det var tørke, og hårde tider. Den lille elefant blev fysisk skubbet væk alle de steder, den forsøgte sig. Til sidst måtte den erkende sin skæbne og trisse afsted alene og alt for ung til at klare sig selv. Kort efter blev den fundet død, og løverne fik mad også den dag. Både Jan og jeg kamptudede. Det var bare SÅ for meget. Hvis vi havde fået buddet, havde vi adopteret en elefant - lige der. Ingen tvivl om det. God søndag!