torsdag, marts 12, 2009

Bali (2)




Nu er vi igen tilbage i Sanur ved vandet efter 4 dejlige dage i Ubud.

Vi har igen fået en lille villa med egen frodig have - også denne gang helt privat med høje mure. I haven er der en dejlig privat pool og spa med flotte, mørkeblå fliser. Rentdyrket dejlighed.


Ubud er en dejlig by inde i landet omkranset af rismarker og natur.

På vejen dertil stoppede vi ved en sølvsmedefabrik, en fuglepark og som altid ved flere rismarker.








Vi så også en fantastisk indonesisk Barong-dans om det godes kamp mod det onde - implicerende et væld af personager fra de mange indonesiske religiøse myter. Kostumerne var meget imponerende og farverige (og varme?).

Signe med kameraet på overalt (gennem rismarker, ved templer, børn, gamle, aber, insekter, fugle samt andre dyr) var selvfølgelig et gennemgående tema - både når vi kørte med vores venlige guide samt i Ubud, hvor vi fik travet 10K den første dag.


Ubud er en gedigen "kunstnerby" og er spækket med kunstbutikker med smykker, træfigurer og malerier, der faktisk er "rigtig" kunst (ikke bare de sædvanlige reproer/masseproduktioner).

Byen er også fyldt med små tempelkomplekser, hvor man kan få massage (eller blive undervist i dette), blive klippet o.a. , mange spændende ansigter og restauranter med madlavningskurser. Overalt ligger der selvfølgelig de små daglige ofringer i form af blomster, planter, lidt kiks eller ris m.m. i en lille firkantet tallerken flettet af palmeblade. Aber og hunde spiser en del af det, men resten bliver samlet ind efter en dag eller 2 og brugt til kompost. Dette har en vigtig symbolsk betydning og fuldfører cirklerne mellem dyr, menneske, gud og natur.

Der er ingen offentlig transport - derfor er der fyre for hver 5. meter, der råber, om man vil have en taxi. De er dog vant til afslag og plager ikke een.

Aberne, som der var mange af i skoven, var heller ikke aggressive eller besværlige. Denne fyr ser ud til at have andet at tænke på....



Der er også fantastiske restauranter, der er fuldt på højde med de mest cool af slagsen i DK - blot til ½ pris (hvilket selvfølgeligt er en del hernede, hvor alt kun koster mellem 10 og 30% af, hvad det koster i DK) samt levende musikliv med bluesrockbands, der inviterer gæster til at spille med. Bl.a. så vi en fantastisk hamonikaspiller fra Syracuse, Californien, (sikkert tidl. prof.) der gav den hele armen.

Endelig er der en café, Coffee & Silver, der er ejet af en dansker, der havde en café med tilsvarende navn i Århus. De har i øvrigt byens bedste morgenmad (og efter sigende også frokost).

Vi var onsdag oppe 3:30 for at tage nordpå til det sortstrandede Lovina, hvor vi ombord på et lille fiskerfartøj drog ud på åbent hav i 2½ time og fik den mest fuldendte oplevelse med delfiner, da omkring 100 af slagsen havde valgt at frekventere farvandet omkring vores båd. De hoppede og legede, så det var en lyst.



På vej hjem sejlede vi over et dejligt rev, som man kunne se tydeligt - som gennem glas - igennem det spejlklare vand.






Vi kom på en 2-timers ridetur i dag i strandkanten, og nu sidder vi på nabohotellet Hyatt, hvor der er trådløst internet (bredbånd) og nyder tilværelsen med live jazz musik. Vi kommer måske ikke hjem igen.....



4 Comments:

Blogger LOK said...

Hvor lyder det bare som et fantastisk sted I er. Kan godt forstå hvis I bliver der :)

2:26 PM  
Anonymous Anonym said...

Wow, det lyder dejligt Signe! Hmnn.. ja det kunne man godt blive forfalden til!

Knus og fortsat rigtig god tur derovre,
Betty

2:42 PM  
Blogger Maomis said...

Lige nu sneer det her i Danmark ... eller rettere sluder det. I ved den der kedelig form for dansk vinter der allermest bare er våd. I går ikke glip af noget. Jeg svømmer helt væk I jeres beskrivelser af paradis. Ja, sådan lyder det nærmest. Glæder mig vildt til at se nogen af alle de pletskud som I må have fået i kassen.

3:26 PM  
Blogger Fru P said...

suk... ja bliv derude - det ville jeg gøre... hvis man dog bare kunne slippe det hele (lidt)

5:05 PM  

Send en kommentar

<< Home