Den alternative fødselsberetning (del 1)

Det fremgår nu af Danadopts hjemmeside:

Nyheder (Klik her og se flere nyheder fra Etiopien)
Kort nyt 11-11-2009

Det er med glæde vi kan meddele, at en familie er slettet fra ventelisten, da de har accepteret tvillinger....

Tænk en gang - den familie er OS.....

Jeg har talt med dem i dag, og det er ikke sandsynligt vi kommer afsted før jul........ Øv, men det havde vi heller ikke regnet med.

I øvrigt skal I da ikke snydes for "fødselsberetningen", selvom den gik i overtid med udvidet godkendelse og jeg ved ikke hvad.... Men altså. Det gik sådan for sig:


"Det var en forfærdelig mandag, kold, travl og stressende. Efterår, regn og gråt udenfor. Indenfor: Møder og telefoner i et væk.

Jeg havde siddet i nogle møder og bemærkede godt nogle mistede opkald på mobilen, men det har jeg jo tit. Kl. 13. ca ringede telefonen på mit skrivebord, og tænk en gang. Det var Dorit fra Danadopt, som spurgte, om jeg kunne tale. Jeg troede, at der (igen) var et eller andet galt med papirene, som skulle til Etiopien, og jeg sukkede let. Jeg lukkede døren og lyttede. Så sagde hun: Ja jeg ved godt, at det nok kommer som en overraskelse, men vi har altså fået tvillinger i forslag til Jer. Det er en lille dreng og en lille pige fra 11. marts i år. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg rejste mig op.

Jeg fremstammede vist, hvor er det fantastisk, hvor er det perfekt...

Så forklarede Dorit, at de så søde og fine ud, men at pigen var meget lille. Hun snakkede videre om mål, vægt, udvidet godkendelse, børnenes baggrund - og dit og dat, som jeg prøvede at forstå og tage ind - mens det susede for ørene og mit hjerte hamrede. Jeg stod op under resten af samtalen, fordi det bare var så overvældende.

Så ringede jeg til Jan, som ikke fattede noget, men blev ved med at afbryde mig og spørge, om jeg havde ringet tidligere. Til sidst skar jeg igennem og sagde, at nu skulle han altså høre efter hvad jeg sagde, for han var blevet far til tvillinger.

Jan var vist lige så overvældet ;o), men han skyndte sig at komme ind og hente mig, så vi kunne komme til Birkerød og få hentet papirer og billeder.

Derefter ringede jeg til min mor, og vi brød begge ud i krampegråd... Grådlabil, joh en smule.... Så kørte vi til Birkerød, mens vi hele tiden sagde ting som, det er for vildt, jeg fatter det ikke, hvor er det overvældende, hvor er det fantastisk......

Efter papirene og billederne var i hus tog vi hjem, og fortsatte med at sige den slags. Så på billederne 100 000 gange, talte navne, drak champagne osv. VILDT!

Jeg kan stadig huske, hvad jeg præcist tænkte, da billederne af dem lå foran mig på sofabordet. Jeg tænkte: Jeg svigter Jer aldrig. Sådan har Jan det også, så mon ikke det nok skal gå alt sammen...

Jeg glæder mig til at dele anden del af fødselsberetningen med Jer, når vi får de to små pus i armene. Det bliver sikkert (og om muligt) endnu større....