Sikke en jul

Så sidder familien Danmark her - på bag(h)jul og slår småbøvsende andemave, mens vi mat beundrer alle vore nye dimser og dutter. Også her. Så på den måde ligner det måske den forudsete jul. Men faktum er, at vores jul på flere måder ikke blev som planlagt.

Vi tog til mine forældre i Midtjylland den 23. Jeg kørte i bil og Jan tog toget, fordi hans gamle rygproblemer var brudt op. Så var det meningen, at vi ville overnatte, for så den 24 at tage nordpå til Jans søster. Meeen den 23. om aftenen blev rygproblemerne værre og værre. Da jeg til sidst havde en mand, der gik og hulkede af smerte, blev det uudholdeligt for både ham og os. Puh det sved, at se ham have så ondt. Så vi ringede til vagtlægen, som kom og diagnosticerede: Tror det er en diskospolaps. FØJ. Vi havde det jo på foremmelsen, men altså... Polaps! Hun medicinerede ham - kraftigt - og vi blev enige om, at han ikke skulle indlægges juleaften, hvis det kunne undgås. Samtidig aflyste lægen på vores vegne turen nordpå. Så det blev jul hos mine forældre i stedet. Men fint nok, vi endte med at have en hyggelig juleaften (Jan i en lille let pille rus ;o), og Jans familie kom så ned til os og hilste på 1. juledag. Så den side af sagen endte såmænd fint nok, selvom ryggen selvfølgelig stadig er voldsomt i udu.

Men der er jo et endnu et men.

Juleaftens morgen ringede min barndomsveninde, som jeg har kendt altid. Vi havde som børn et hul i hækken, som vi løb frem og tilbage igennem, som det passede os. Vi har været på utallige ferier og også en længere rygsækrejse sammen. Så ja hun er sådan set min semisøster, kan man sige. Hun ringede og græd, så mit hjerte krympede sig igen. Hendes mor var død juleaftensmorgen. Åh - hvor ville jeg gerne hjælpe, og hvor er der lidt jeg kan gøre. Jeg prøver selvfølgelig at være der og lytte. Men der er bare ikke meget, man kan gøre.

Så alt i alt en jul udover det sædvanelige - og ikke på den fede måde.