Mod og mismod i Bagdad

I Bagdad bor irakeren Amin. Amin er gode venner med TV2 journalisten Rasmus Tantholdt, som var med forsvarsministeren på rejse til Bagdad for nylig. Deres venskab beskrives i øvrigt i bogen Venner i fjendeland udgivet i 2007.

I en pause i det tætpakkede mødeprogram fik jeg lejlighed til at besøge Amin sammen med Rasmus Tantholdt. Det var et besøg, der gav stof til eftertanke.

Amin bor i den internationalt beskyttede del af byen, men det betyder desværre ikke, at han lever sikkert. 3 granater er allerede slået ned i og omkring hans hus. Et splittet træ, som blev ramt af en af raketterne, står midt i den lille have foran huset - nærmest som et symbol på den pris, Amin betaler for sit liv i Bagdad. For familien er også splittet ad. Amins kone og tre sønner bor i Cairo.

Usikkerheden og volden er grunden til, at familien ikke længere bor sammen i Bagdad. Amin får tårer i øjnene, når han dramatisk fortæller, at den yngste søn for nylig på telefonen sagde, at han var en faderløs mand, hvis far stadig var i live. Der er ingen tvivl om, at prisen er høj. Men Amin nægter at overgive sig. Han mener, at han har et stort ansvar.

Amin er en driftig forretningsmand, og han har både en restaurant, en frisørsalon og en entreprenørvirksomhed, der bl.a. servicerer ambassader i området. Amin fortæller, at arbejdsløshedssituationen i Bagdad er svær. Derfor mener han, at det ansvar, han har overfor de hundreder af mennesker, der er afhængige af hans virksomheder, er for tungtvejende til, at han kan forlade Irak. Og som han også siger Irak er mit liv.

Sådan har det nu ikke altid været, for Amin er uddannet civil ingeniør fra Storbritannien. Men han vælger altså nu at bidrage til at opbygge det nye Irak, også selvom mange af hans illusioner har lidt skibbrud.

Han var i starten begejstret for invasionen, og en stor fan af George Bush. Men nu er han mindre optimistisk. Den megen vold og den manglende forsoning på tværs af grupperne har sat sig præg. Han virker på samme tid glødende engageret – og let resignerende. Adspurgt mener han, at den nye irakiske regering skal ”købe” befolkningens tillid og dermed freden, ved at vise den, at de får økonomiske fremskridt og udvikling, hvis de stopper volden og oprøret. Noget for noget. Sådan er den tankegangen i Irak.

I øvrigt er Amin selv et lysende eksempel på den forsoning, der er så nødvendig, hvis Irak skal finde fred. Hans forretningspartner i restauranten er således den indtagende, livlig og gæstfrie Selma. Amin er mand og Shia – Selma er kvinde og Sunni. Men som Selma siger, mens hun for syvende gang opfordrer til at forsyne sig af de pragtfulde arabiske specialiteter på frokostbordet: Det betyder jo ikke noget, for vi er jo begge mennesker.

Deres partnerskab er immervæk imponerende i et land og en by, hvor shiaer og sunnier slår hinanden ihjel alene af den grund, at de er shiaer og sunnier – og hvor en mand og en kvinde, der ikke er gift, umuligt kan være business-partnere.


Selvom der er meget tristesse, alvor og afsavn i Amins og Selmas historier, så er det alligevel uden tvivl deres mod, der gør det største indtryk. Og selvom der er nok at bekymre sig om i Irak, så er deres historier et levende eksempel på – at der også er håb.